• Et stort flertal af danskerne frygter ny inflationsbølge. Tre år gammelt »chok« hænger ved og trækker humøret ned

    来源: BDK Finans / 27 4月 2025 11:42:02   America/Chicago

    Priser og inflation, der bragede i vejret i efteråret 2022, har for alvor sat sig i danskernes bevidsthed. Det er den klare konklusion i en undersøgelse, som Dansk Industri, DI, har foretaget. Undersøgelsen tager helt grundlæggende udgangspunkt i et større paradoks i dansk økonomi. Der er masser af nye job til danskerne, vi har igen fremgang i vores realløn, mens vores bankbøger bugner af kontanter. Så hvorfor er det, at forbrugertilliden er nærmest historisk lav? Det så man senest lige efter påske, hvor nye tal fra Danmarks Statistik viste, at forbrugertilliden tog et yderligere dyk fra marts til april. Det skete fra et i forvejen meget lavt niveau. Hvad er det, danskerne er bange for? Et repræsentativt udsnit på lige over 4.500 danskere er med i DIs undersøgelse. Og her er svaret klart. Det handler om frygt for ny inflation. Hele syv ud af ti danskere forventer, at deres økonomi bliver negativt påvirket af inflation det kommende år. »Analysen viser, at forbrugerne er ret negativt påvirket af de høje priser og i langt højere grad, end man måske ville tro som økonom,« siger vicedirektør i DI Morten Granzau og fortsætter: »Inflationen har sat nogle langt dybere spor i danskerne, end man skulle regne med, og der er ikke noget, som tyder på, at det bliver bedre på den korte bane,« siger Morten Granzau. Det er privatøkonom i Danske Bank Louise Aggerstrøm Hansen enig i. Hun følger danskernes privatforbrug tæt gennem deres betalingskort. »Der er ingen tvivl om, at det chok vi fik tilbage i 2022 med kraftigt stigende inflation gjorde rigtig ondt på danskerne. Det var helt uventet,« siger Louise Aggerstrøm Hansen. Hun fremhæver, at når man først har oplevet en inflation, som pludselig hopper i vejret, så har man en tendens til at mene, at det kan ske igen. »Jeg tror, at det tager meget lang tid, før danskerne ikke længere vil være bekymrede for inflationen. Der skal være styr på det i en række år, før den bekymring forsvinder,« siger Louise Aggerstrøm Hansen. Tager elevatoren ned Nervøsiteten for inflation hænger fast i danskerne til trods for, at der er kommet styr på udviklingen. De danske prisstigninger har faktisk været under to procent siden efteråret 2023. En inflation på to procent er den målsætning, som Den Europæiske Centralbank, ECB, har. Alligevel er danskerne langt mere bekymrede for inflation, end de er for udviklingen i renter og arbejdsløshed. Både Louise Aggerstrøm Hansen og Morten Granzau påpeger, at det i høj grad også skyldes, at de danske familiers opfattelse af inflation er en helt anden end økonomernes. Økonomerne ser på, at inflationen er faldet kraftigt, og det er godt for hele den danske økonomi. Men forbrugerne ser på, at priserne på især fødevarer stadig er højere end for år tilbage. Der er kun en lille del af vores forbrug, hvor priserne direkte er faldet. »Den kraftigt stigende inflation er som at tage elevatoren ned og derefter trappen op igen. Priserne stiger ikke længere så meget, og vi har fået genoprettet vores realløn, så vores købekraft vokser. Men mange varer er stadig dyre. Vi har nogle referencepunkter fra tidligere. Det tager lang tid at slippe dem,« siger Louise Aggerstrøm Hansen. Jobfesten hjælper de unge Det seneste dyk i forbrugernes humør skyldes, at Donald Trump for alvor har skudt gang i handelskrigen. Det skaber naturligt nok usikkerhed, som også rammer de danske forbrugeres humør. Men det kan kun forklare den seneste udvikling, for forbrugertilliden har været uhyre lav gennem længere tid. I undersøgelsen fra DI kan man se, at det i høj grad er de ældre over 65 år, der er bekymrede for inflation og forventer, at deres økonomiske situation er værre om et år. Omvendt er optimismen noget højere blandt de yngre, og den er højest for danskere mellem 18 og 35 år. Morten Granzau mener, at det i høj grad skyldes, at arbejdsmarkedet er så stærkt, hvilket primært gavner de unge. For de ældre betyder jobfesten ikke nødvendigvis, at de har udsigt til en forbedring af deres privatøkonomi det kommende år. Risikoen for hele den danske økonomi er naturlig nok, hvis det dårlige humør får danskerne til at holde igen med forbruget. Eller måske ovenikøbet får dem til at bremse op. Morten Granzau mener, at de urolige danskere kan give en bremse på forbruget, men det »kommer ikke til at være en stopklods«. Cheføkonom i Sydbank Søren Kristensen påpeger, at den lave forbrugertillid gør, at der er alt for lidt at lave i landets butikker i forhold til de lønstigninger, danskerne har fået. Både han og cheføkonom i Nordea Helge J. Pedersen mener, at det kan sætte sig i en lidt lavere vækst i den danske økonomi i år. https://www.berlingske.dk/business/et-stort-flertal-af-danskerne-frygter-ny-inflationsboelge-tre-aar-gammelt
分享